Fredag eftermiddag tog 8 håbefulde spillere, samt en super holdleder, og en gæste-coach, af sted mod Aarhus og Aabyhallen. På turen ned mod Aarhus blev der talt om aftenens første kamp, som skulle stå mod et Viby-hold, drengene aldrig havde tabt til. Holdleder Anne kunne i øvrigt berette, at drengene var kendt for altid at starte dårligt ud fredag aften, noget der satte tanker i gang i hovedet på coachen.

Overbevist om at en sejr bestemt var indenfor rækkevidde indtog coach og co. Aabyhallen. Mens spillerne varmede op blev der lynscoutet på vores modstandere. Viby stillede op med 8 mand, hvor Anne kunne berette at de havde en rigtig farlig spiller som ikke måtte få gang i sine skud.

Gameplan var at holde tempoet højt, og få god rotation på udskiftningerne. Efter en hurtig gennemgang af hvordan man hedger på en screening, og hvor vi vil presse mand og bold hen var vi klar. Kampen blev lidt af en rodet affære hvor vi kunne konstatere, at det skulle heller ikke være i år holdet startede godt ud om fredagen. For at gøre ondt værre, ville hverken de frie skud, eller lay-ups efter angrebsrebounds i. Så begynder det at blive svært at vinde en kamp. Drengene kæmpede det bedste de kunne, men måtte se sig slået af et Vibyhold der formåede at holde styr på nerverne, samt ramme deres skud.

Efter kampen gik turen mod Gammelgårdsskolen, som skulle fungere som base for os og ynglinge denne weekend. På turen op til skolen, måtte coach lige sunde sig lidt, og begynde at tænke sit taktiske oplæg igennem. Godt hjulpet af lidt pizza og en cola fremkom weekendens strategi. Vi skulle kort sagt smide vores hæmninger, og ikke være bange for at lave fejl, altså spille mere frit. Drengene var gået lidt i stå i perioder af kampen, hvor det virkede som om, at de var lidt bange for at være aggressive. Coach tegnede og fortalte på tavlen, mens spillerne lyttede opmærksomt efter. For den utrænede basketkyndige mindede det nok mest om et spil tegn og gæt, men heldigvis forstod drengene hvad coach ville frem til med sine fagter og mange streger på tavlen.

Efter taktikmødet var det så småt tid til at få lidt søvn, inden morgendagen bød på tidlige kampe for både junior og ynglinge.

Lørdag morgen startede stille og roligt, og man fornemmede drengene ville vise at fredagens kamp hurtigt skulle glemmes, og der skulle ses fremad. Efter en god morgenmad drog vi mod Ellekærskolen, hvor vi skulle tilbringe vores dag. Da vi kommer frem er hallen låst, og der er ingen der har en nøgle til at komme ind med. Efter lidt tid får vi at vide, at skoleinspektøren er på vej, og at de hold der spiller først, skal begynde at varme op udenfor. Heldigvis var det ikke os, så vi kunne tage det roligt. Denne lidt sjove start på dagen, gjorde at coach kunne lure de andre hold lidt af, samt lytte lidt til hvilke gameplans de andre trænere havde.

Første kamp var mod European Elite, en på sin vis frygtet modstander. Det viste sig dog hurtigt, at denne frygt var ubegrundet i og med, at holdet levede på deres enmandshær af en pointguard nummer 9. På trods af en klar fordel under kurven, valgte de at lade alt spil gå gennem deres pointguard. Tit og ofte var planen at han skulle køre en mod en mod højre side. Vi fulgte godt med i første halvleg, og aftaler om forsvar og hvor vi ville presse manden hen blev overholdt. Desværre ramte vi intet udefra, og vores mange fastbreaks endte ofte i en rundtur på kanten af ringen og så ud igen. Da kampen var forbi, måtte vi nok engang se os selv som tabere af kampen, men med megen optimisme at spore. På trods af nederlaget, havde vi forbedret en del ting siden i går.

Vi vidste at vores næste kamp ville blive den sværeste kamp hele dagen, ja måske endda hele året. Kampen var mod Falcon, et hold vi havde set spille dagens tidlige kamp, og som ikke umiddelbart så ud til at have nogle svagheder. Holdleder Anne var noget nervøs for kampen, men coach fortalte hende, at de jo spillede på den måde vi gerne ville spille, dog med et par huller hist og her. Det var netop de huller vi skulle udnytte. Som alle jo ved, er nogle ting lettere sagt end gjort. Vi vidste de ville komme med helbanepres, og fik hurtigt lavet nogle aftaler om hvordan vi ville bryde det. Det viste sig, at når først presset var brudt, var de tre forreste mænd langsomme til at komme hjem i forsvar, hvilket gav os overtalssituationer. Men men men.. Nok engang ville vores layups ikke i, og de frie skud syntes heller ikke at ville give os en chance. Forsvaret fungerede godt, der blev snakket sammen og roteret rundt i hjælpeforsvaret. Vi ender med at tabe stort, til et hold der var godt besat på alle pladser. Falcon havde dygtige spillere på alle pladser, store som små, men det vigtigste, og mest imponerende, var nok at de altid spillede som et hold. Det skal dog bemærkes, at på trods af vores uheld med at få bolden til at blive i kurven, så var vi et af de hold der scorede flest point mod dem.

Dagens sidste kamp var mod Værløse. Inden kampen var vi så heldige at have en ca. 3 timer lang pause hvor Værløse skulle spille to kampe. Pausen blev brugt til at få lektier for af coach. Spillerne blev bedt om at scoute Værløse og nævne hvilke screeninger og cuts de benyttede sig mest af, samt hvem der tog flest rebounds. Opgaven var til et rent 12-tal. Holdet formåede at ramme alle svar rigtige som stod på coach’s papir. Man skulle tro de havde snydt og kigget på det.

Nu hvor både spillere og coach var enige om hvordan Værløse angreb, var det tid til at få lavet dagens sidste gameplan. Der var ikke meget nyt fra coach her, andet end tempoet skulle sættes op, og alle hæmninger skulle smides helt over bord. Vi starter kampen godt, og man har hele tiden fornemmelsen af, at vi skal til at rykke fra dem. Men Værløse kæmper godt og bliver ved med at holde ved. Midt i kampen går vi lidt i stå og coach tager en timeout for at få styr på tropperne. Efter nogle velvalgte ord, er det et forvandlet Aalborghold der går på banen. Alle aftaler overholdes, vores skud begynder at falde, og selv vores fastbreak layups går i. Det ender med en fortjent sejr og alle, især coach, er glade. Enkelte spillere er lidt skuffede over, at de ikke fik den udblokningsfejl der ville have udløst en is fra coach. Men man kan jo ikke vinde hver gang.

Til sidst vil jeg gerne takke HJM for at ville høre på mig i halvanden dag og det engagement i viste i alle kampene. Der skal lyde en særlig tak til Anne Torp. Uden hendes planlægningsevner havde turen slet ikke været den samme.

Tilbage har jeg kun at sige, tak for en herlig tur!

Der er billeder fra turen i fotoalbummet.

Christian Bennett