Thomsen - en ABK'er med blod på tanden for en sæson mere
Den unge small forward har været en eftertragtet herre og mindst én af topklubberne har været meget interesseret i at tilknytte ham for næste sæson.
Men Christian Thomsen er ABK'er i hjertet: ”Aalborg Basketball Klub er min klub, jeg er Nordjyde og synes jeg skylder mig selv og klubben at vise vi kan drive det her til meget mere end vi hidtil har vist”, lyder det prompte svar fra den næsten to meter høje ABK'er.
Selvom han siden marts har haft problemer med sin ene fod, som han fik skadet i en testkamp mod Bakken Bears, så er han 100% sikker på at han er tilbage i topform når sæsonen går i gang: ”Jeg har løbetrænet længe og er nu så småt i gang med at begynde at spille. Det går i hvert fald helt sikkert den rigtige vej, og selv om det er længe jeg har været væk, så skal jeg nok komme til at gøre en forskel på det hold klubben har fået samlet” siger hovedpersonen selv..
Trænerduoen bestående af Carsten Hermansen og Thomas Quaade er meget glade for at ”Thomsen” er tilbage i den blå trøje: ”Han er virkeligt en x-factor på holdet. De dage hvor han rammer på sine skud er vi ustoppelige. Han tiltrækker sig så meget opmærksomhed, at de andre spillere får meget mere spillerum og meget mere plads til at spille deres spil” lyder det fra Carsten Hermansen og hans trænerpartner Thomas Quaade tilføjer:”Der er ikke mange spillere i Danmark der kan skyde så gennemført og korrekt som Christian gør. Han er et fantastisk bevis på, at man kan træne sig op til perfektion og opnå en balance og sikkerhed i sit skud som gør at man skyder godt, selv når man bliver dækket meget hårdt”.
Fra sportschef Thomas Frost lyder skudsmålet ”Drengene fra sidste år er samlet igen og oven i det har vi fået forstærkninger udefra. Christian Thomsen er en vigtig brik i vores spil og jeg tror såmænd godt vi kunne have klaret os rigtigt godt uden, men vi står unægtelig noget bedre på banen med ham i startopstillingen. Holdet og og i særdeleshed Christian fik jo vist i sidste sæsons pokalturnering at vi kan stå distancen mod ligaholdene, så vi har en stærk tro på at det er vores år i år”.
Første turneringskamp holdet kommer i aktion i er på hjemmebane mod Svendborg Rabbits d. 26-09-09 kl.15.00










