Det spidser til
Kære ABK'ere.
Det begynder at spidse til. På onsdag spiller vi mod BK Amager, som vi slås med om IKKE at komme på de to sidste pladser. Kampen i bunden er intens og ikke til at forudsige noget som helst om. Faktum er, at vi IKKE skal ende på nogen af de sidste to pladser. Til det har vi brug for DIG til at bakke holdet op! Så kom i hallen på onsdag kl. 18.30.
Og tag gerne en masse mennesker med!
For vi har en 10.000 kroners udfordring, som vi har tre kampe til at undgå.
I ligaen findes der et sindrigt bødesystem som blandt andet indeholder "tilskuerindsats". Ved sæsonens start estimeres der et gennemsnitligt tilskuertal som SKAL opnås. Ellers medfører det en bøde på 10.000 kroner. Vi har et gennemsnit på 217 tilskuere og vi skal være på 230.
Ergo er vi bagud. Det betyder, at vi skal op på gennemsnitligt 280 tilskuere de næste tre kampe.
Den første er på onsdag mod BK Amager kl. 18.30
De andre to er i vinterferien.
Og her kommer vores virkelige udfordring. For rigtigt mange er ude at rejse i uge 8. Så vi har brug for, at dem der er hjemme kommer i hallen og bakker holdet og klubben op.
Den ene af kampene i vinterferien er onsdag d. 24.02.10 kl. 19.00 mod de danske mestre Bakken Bears.
Den anden er en meget vigtig kamp mod Horsens IC lørdag d. 27.02.10 kl. 15.00
Det drejer sig kort og godt om at få så mange tilskuere i hallen som muligt. Derfor vil der heller ikke blive spurgt til sæsonkort osv. Med andre ord er det gratis for alle medlemmer og de tilskuere de måtte medbringe!










