D-league nederlag til Aabyhøj

D-league holdet har haft en rigtig god første sæson og efter julepausen var det nu tid til at komme i aktion igen. Holdet har en del skader i øjeblikket, idet at bl.a. Søren Iversen, Aske Thorsteinsson, Tobias Skiveren og Søren Hansen ikke var med i dagens kamp mod Aabyhøj.

Dagens modstander er ubestridt førerhold i D-league vest. Ubesejret og frygtløse kan man kalde Aabyhøj - de spiller i hvert fald med meget selvtillid og har 5 spillere som får solide minutter på ligaholdet men i det hele taget med et hold, som alle er omkring CDL holdet og som har højt niveau.

Det er derfor ikke nogen overraskelse at Aabyhøj ligger på 1. pladsen. Når det så er sagt, så skal de ikke have ros for deres indstilling eller spillestil. De står i en zone i næsten samtlige minutter af kampen og har en nærmest ingen gejst - de virker i hvert fald ikke specielt oplagte og specielt glade for at spille basket. Men vinde, det kan de, må man indrømme.

Og vinde gjorde de også idag mod Vikings D-league hold. Men det var også kun fordi vi valgte at smide en ellers sikker sejr væk i slutminutterne i den spændende afslutning.

Thomas Kronborg spillede en super flot kamp - klart hans bedste - med 22 point og 14 rebounds. Hans niveau er opretgående og han bliver bedre og bedre hele tiden. Disse kampe er med til at give ham den erfaring der skal til for at kunne komme op på liga niveau. Men også Benjamin Sørensen spillede en flot kamp idag. Netop Benjamin sikrede en 51-38 føring til Vikings efter 6 minutter i 2. halveg. 1. halvleg var en tæt affære (36-36) men Vikings startede bedst og specielt Benjamin var sprudlende.

Men Aabyhøj ville det anderledes og kæmpede sig flot tilbage. Anton Elsner viste stor klasse og overblik. Hans kølige spil var svært at dække op og der var spænding inden de sidste 10 minutter - 53-47.

Vi starter dog bedst og med et par scoringer af Thomas Kronborg samt en flot 3er af Søren Sørensen fører vi 63-51 med 6½ minut igen. Men så tager Rasmus Søby fat. Forholdsvis usynlig i de første 33 minutter scorer han 13 point og afgør reelt kampen med 3 sikre straffekast til sidst til stillingen 68-68.

På de efterfølgende angreb mister vi bolden og Teo Iversen, som virkelig har haft en gennembruds sæson for ligaholdet, stjæler bolden og blir fejlet. Han sænker 1 straffekast og det er nok til at vinde kampen 68-69. Flot comeback af Aabyhøj, som nu skal tabe med 20 point til Bakken Bears i sidste kamp for ikke at tage Vest rækken ned og gå til finalen.

Men flot kamp af Vikings idag og godt arbejdet af hele truppen, hvor alle får meget spilletid og alle får scoret.

Aalborg Vikings - Aabyhøj 68-69 (20-19, 16-17, 17-11, 15-22)

Aalborg Vikings: Thomas Kronborg 22 point, Henrik Falsvig 12 point, Benjamin Sørensen 9 point, Jeppe Kristiansen 8 point, Ivo Slavcev 8 point, Søren Sørensen 6 point og Daniel Lutzke 3 point.

Aabyhøj: Rasmus Søby 17 point, Mathias Dræggert 14 point, Anton Elsner 13 point, Ronny Laier 6 point, Teo Iversen 6 point.